Stænglen hos padderokker

De har en kombination af tørke og fugtighedstilpasninger. Tørketilpasningerne: reducerede blade, stærkt udviklet styrkevæv (afstivende), dybt indsænkede spalteåbninger på stænglens overflade. Fugtighed: stænglen er forsynet med luftkanaler og svagtudviklet ledningsvæv. De har to krense af hulheder. Den største hedder vallekularhulen og ligger i cortexvævet. De er luftfyldte og er med i gasudveksling med de underjordiske skud. Den mindste hedder karinalhulen og ligger i ledningsvævet. De er vandfyldte og tager en stor del af xylemets opgave i stænglen. Xylemet er svagt udviklet. Stelen består af en krans af svagt udviklede ledningsstrenge der der ligger omkring karinalhulerne. Hver ledningsstreng består af floem der ligger udenfor karinalhulen. På begge sider af floemet er der xylem i form af trakeider. Ledningsvævet er omgivet af endodermis på begge sider.